Fogh bebuder et indre marked for viden, hvor bl.a. Europa skal være i stand til at konkurrere med selveste MIT – umiddelbart et kærkomment tiltag men også lidt komisk da viden i sig selv er grænseløs. Lad det nu ligge og i stedet værdsætte at budskaber skal være fængende for at slå igennem.
Men måske har Fogh ramt mere plet end han selv er klar over. Hvis man laver et lille tankeeksperiment vil man se, at han har fat i den lange ende. Man skal blot tænke lidt videre end blot videnudveksling mellem universiteterne.
Tilbage i 1951 opstod Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (Treaty of Paris) mellem seks stater, som så senere i 1957 var grundlaget for det Europæiske Fællesskab (Treaty of Rome) hvis mål var fred via samhandel. I dag garanterer EU bevægelsesfrihed for mennesker, varer, service og kapital. Jeg gentager, ”… for mennesker, varer, service og kapital”, hmm hvor er viden henne? Fair nok, unionen opstod af ruinerne fra 2. verdenskrig og der var mere brug for kul og stål end viden.
I dag til gengæld, er flere og flere mennesker blevet direkte afhængige af viden: software-udviklere kan ikke arbejde uden forbindelse til ekspertfora, oversættere kan ikke arbejde uden Google og Google indfører ’knol’ som et begreb for ét stykke viden. Til en konference fortæller en deltager, at det var som en rus at være online med andre deltagere samtidig med foredraget; internetkablet til Asien rives midt over og er åbenbart en avisoverskrift værdig, MS køber Yahoo, vi er på vej mod web 3.0 etc., og sidst men ikke mindst fra en anden blog overskrift “… plan to make Qatar a knowledge-based economy”.
Med andre ord, et halvt århundrede efter unions forfadere stiftede det indre marked er det nu viden, der skal være drivkraften for det europæiske marked. Er det ikke på tide at omdøbe unionen til det Europæiske Viden og Innovationsfællesskab?
Bidrag til Videndanmark.dk nyhedsbrev, februar/2 2008. Medlem af bestyrelsen i VidenDanmark.