Der var engang en virksomhed som var i stand til at forlænge tiden. Ganske praktisk kunne man gå ned til Chronos, udfylde en formular og i et tophemmeligt kontrolrum blev tiden standset. Det var især praktisk op til deadlines.
Flere og flere udnyttede Chronos. Man vidste simpelthen, at tiden kunne standses og at man derfor altid havde al den tid man havde behov for, for at løse opgaven. Virksomhedens motto blev ‘manana’ for det var først i sidste øjeblik at alle kræfter blev indsat for endelig at kunne aflevere til kunden.
Da der var gået noget tid opdagede man noget besynderligt. Selvom man nåede alle og endda også flere deadlines til tiden end konkurrenterne fik man til trods for dette uretfærdige forspring færre og færre kunder. Oveni det faldt medarbejdertilfredsheden betydeligt. Flere og flere medarbejdere blev simpelthen kronisk syge da tiden paradoksalt nok blev spildt da man havde fået for megen tid.
Det siger sig selv, en større undersøgelse blev sat i gang for at komme til bunds i problemet der ikke skulle være et problem. Et konsulentfirma blev hyret til at analysere årsagerne og medarbejderne skulle udfylde spørgeskemaer. Ingen kunne finde frem til årsagen indtil en vis medarbejder påstod, at tid ingen værdi i sig selv har hvis man ikke deler sin viden.
Da virksomheden havde oceaner af tid havde den ikke tænkt over, at det er smart at genbruge viden, akummulere viden og i det hele taget sprede klogskab mellem hinanden, idet det netop er disse ting der gør at man sparer tid. Således belært blev Chronos fyret, tiden genvundet og viden spredt. Ingen skulle herefter komme og sige, at man ikke havde tid til at gemme viden til senere brug, for det var netop for megen tid der fik medarbejderne til at holde op med at dele viden med hinanden.
Med andre ord, jo mindre tid man har desto mere bør man være tilskyndet til at dele viden.
Bidrag til Videndanmark.dk nyhedsbrev, maj/2 2008. Medlem af bestyrelsen i VidenDanmark.